torsdag den 9. oktober 2008

Så er projekt Digital Læring skudt igang!

Projektgruppen mødtes første gang d.24.-25. september 2008 på et 2-dages kick-off møde i Herning.

Bl.a. havde vi besøg af to oplægholdere, Hanne Søgaard, CVU Sønderjylland og Tove Fischer, AUB. Begge bidrog de med en masse god inspiration og viden, som var med til at sætte gang i en masse tanker og ikke mindst idéer til projektgruppen bagefter. Idéer, som der nu skal arbejdes videre på - i et projekt, hvor det her i starten mest kommer til at handle om at begrænse os og udvælge. Der er rigtigt mange muligheder for digital læring, har vi konstateret - og det handler nu om, at afklare, hvilke VI vil sætte størst fokus på.

Teknologier/platforme vi bl.a. diskuterede var podcasting, film, lyd, billede, mobiltelefon-teknologi/m-learning, e-learning, storskærme, powerpoints, smartcodes og barcodes - og vi forestillede os gerne flere af dem i kombination med hinanden !

Vi diskuterede også hvilke undervisningsområder, der egner sig bedst til de bestemte teknologier - og hvilke teknologier der egner sig bedst til bestemte målgrupper.

Der er masser af spændende arbejde at gå igang med !